Cross Country!

Som dedikeret military rytter er der for mig og de fleste andre en favorit disciplin , og min er terrænet!

Jeg syntes det er imponerende at hesten  kan trænes til at den tør løbe fuld speed ud i, for den, ukendt terræn og så ellers gøre sit bedste for at løse alle mere eller mindre springopgaver den møder.

Det er en FED følelse og altid enormt spændende om hesten når at læse opgaven og formår at løse den ud fra de kriterier vi som ryttere er herre over , inden stævnet med uddannelse, og under stævnet med tempo og retning hvormed hesten bliver præsenteret for opgaven. Det imponerer mig hver gang.

Der er forskellige typer opgaver, smalle, gennemslag, hjørner, vand, grave, opspring, nedspring, bounce mm. Generelt er det ikke så meget springet i sig selv der er svært, men mere hvilket terræn, og vinkel samt kombination der giver sværhedsgraden. Sammen med spring størrelse og antal, speed, og oplagt linieføring går man med hestene fra 80 cm på laveste niveau og op til 120 cm på aller højeste niveau på den faste del af springet hvilket måske ikke lyder af meget, men der skal en modig hest til med god kapacitet og ridelighed, med masser af løbelyst og hjerte, for at man har en god militaryhest.

Uddannelsen af heste foregår i høj grad også under stævnerne, hvor tempo og flow er meget anderledes end til træning. Der er jo selvfølgelig et kvalifikations system, men om hesten er klar til større opgaver, som præsenteres med kortere afstand og i højere tempo, er i stor udstrækning en rytter/træner opgave at vurdere.

Det vigtige er at man har “plus på kontoen”, så hvis hesten har haft en dårlig tur eller et dårligt spring, skal man måske et niveau ned eller ride et stævne hvor man rider lidt langsommere.