Hestens smagssans

Smagssansen hænger sammen med lugtesansen

Heste kan helt sikkert skelne mellem forskellige smage. De har smagsreceptorer, der ligner smagsløg. Smagsreceptorerne er placeret øverst i munden, i ganen og på den bageste del af tungen. Igennem tiden er der lavet flere undersøgelser, for at finde ud af hestens smags-præferencer, men forskere har også fundet ud af at, at hestens smagssans sandsynligvis ikke er lige så vigtig som lugtesansen. Det er svært at adskille adfærdsmæssige reaktioner, der primært skyldes smag, fra reaktioner som er forårsaget af lugt, særligt fordi hestens lugtesans menes at være meget højt udviklet, og næsten lige så kraftig som hundens.

Præference for ting der smager sødt eller salt

Heste bruger deres smagsoplevelse til at skelne imellem forskelligt foder. Når hesten præsenteres for forskelligt foder, vil den vælge bestemt foder over andet – f.eks. under græsning, hvor der er forskellige græsser og urter til stede. Hesten vil også vælge andre græsser/urter end f.eks. får, geder eller kvæg.

Heste har en veludviklet smagssans. Lige som mennesker har heste smagsløg, der hjælper dem med at opfatte, hvordan forskellige ting smager. En hests smagsløg kan let skelne mellem bittert, surt, sødt og salt, og hesten har en præference for ting der smager sødt og salt. De undgår bitre og sure ting. Forskerne ved meget lidt om hestens smagsoplevelse. Hvad de tror er, at selektive smagsløg er designet til at beskytte heste fra at indtage giftige planter, og det kan være grunden til, at heste har en tilbøjelighed til at undgå bitre smage. Det antages, at heste har udviklet en sød tand, fordi det at finde søde ting i naturen, ofte hang sammen med føde der ville lægge mere fedt på hestene, og hjælpe dem med at komme igennem tidspunkter med mindre føde.

Heste skal være særligt forsigtige med hvad de indtager, fordi de i modsætning til andre dyr ikke er i stand til at opkaste deres mad. De skal stole på deres lugtesans for at vide, hvordan noget smager. Disse to sanser er derfor nært beslægtede.

Mennesker er omnivorer, vi spiser både kød og grøntsager. Vi har ca. 8.000 til 10.000 smagsløg på vores tunge. Disse smagsløg regenereres hver 10. til 14 dage. Heste er herbivorer (planteædere), og har ca. 25.000 smagsløg.

Ved heste hvad der er ernæringsmæssigt godt for dem?

Heste kan virke kræsne omkring deres mad, og alt som lugter eller smager usædvanligt, herunder vand fra en anden spand, kan få hesten til at nægte at spise eller drikke. Deres smagsløg kan fornemme subtile forskelle i mineralindholdet i vand og kan nægte at drikke det, fordi det har en ukendt smag eller lugt. Hestens mave er meget følsom overfor bakterier, skimmel, alger og lignende – hestene er derfor meget forsigtige omkring hvad de indtager. Når der er masser af græs og stråfoder tilgængeligt, vil heste altid undgå usædvanlige planter. Det er først hvis der ikke findes andet tilgængeligt, at hesten kan finde på at spise giftige planter eller dårligt foder for at stille sulten.

Der er lavet forskellige forsøg for at se om heste instinktivt vidste hvad der var bedst for deres ernæringsmæssige behov, og resultaterne i disse forsøg viste altid, at det gør de ikke. De er ikke selektive, fordi de ved, at de har brug for visse vitaminer eller har andre ernæringsmæssige krav. Heste spiser, når de er sultne og drikker, når de tørster. De vil undgå sur og bitter mad, og foretrækker ting, der smager salte og søde. Ved græsning ser de ud til at undgå giftige planter og græsser baseret på smag og tekstur. De foretrækker unge frem for modne planter – som oftest fordi de smager mere sødt.

Smag for fødevarer der understøtter behovet for næringsstoffer

Alligevel er det rimeligt at antage at hesten som art, har udviklet sig til at have smag for fødevarer som understøtter dens behov for næringsstoffer. Heste er planteædere og optager primært mineraler fra græs og urter. Vildheste har græsset på store områder hvor mineralindholdet i jorden naturligt har varieret. De har derfor fået opfyldt deres ernæringsmæssige behov, fordi de har spist varierede græsser og urter med forskelligt mineralindhold.

Det eneste mineral som heste har en dokumenteret drift for at indtage, er salt (natriumklorid). På alle områder hvor vildheste har levet, har der været naturlige salt / natriumklorid-aflejringer, som de søgte og brugte til at opfylde deres natriumbehov. Ellers er der ingen tegn på, at heste med andre mineralmangler ”kender” eller søger efter kilder til disse mineraler for at supplere sig selv.

Hvad med heste der spiser jord eller bark?

Ferale heste, der spiser ting som f.eks. bark, har man ment søgte efter mineraler, men undersøgelser har vist, at årsagen til at de vælger bark frem for andet er barkens sukkerindhold.

Betyder det, at heste ikke rigtig ved hvad de har brug for med hensyn til mineraler? På et niveau, ja. Der er ingen måde, hvorpå en hest eller et andet dyr med en eller flere mangler kan vide, hvad det specifikt er, de skal spise for at rette op på manglen. Syge heste ændrer dog ofte deres spisevaner – de kan begynde at spise jord og grave omkring trærødder, hvor syrer udskilles af rødderne, og dermed gør mineralerne mere tilgængelige.

En hest, der er syg eller skadet, kan instinktivt vide, at den har brug for flere mineraler for at støtte dens immunsystem og helbredelse, men vil ikke vide, hvilke specifikke mineraler. Den vil søge generelle mineralkilder, som f.eks. jord, for at forsøge at udfylde dette behov. Dette instinkt kan fungere for heste, der græsser på et stort areal, men for heste med adgang til begrænsede arealer, er det ikke muligt.

For at imødekomme vores hestes ernæringsbehov skal vi vide, hvad der er til stede i deres basis-foder (stråfoder/græs), helst ved analyse, sammenlignet med hvad deres dokumenterede krav er. På den måde kan vi give dem præcis det, de behøver for at blive og forblive sunde.