
Skal hesten have juletræet?
Hvert år når juletræet har gjort sin gerning i de danske hjem, får mange heste efterfølgende fornøjelsen af træet på folden. Dette har mange hesteejere gjort i årevis, men er det en god idé? Og er der nogle ting man bør være opmærksom på når der pyntes til jul i hestestalden?
Folden
De fleste gran og fyrretræer er ikke giftige for heste. Dog kan den harpiks som kan sidde på grenene skabe irritation i hestens mund. Man bør også være opmærksom på om ens juletræ er sprøjtet med brandhæmmende midler eller andre giftstoffer, da disse heller ikke er sunde for hesten. Der benyttes hvert år omkring 50 tons Roundup til at sprøjte juletræer mod ukrudt og lus. Dette kan man undgå ved at vælge et økologisk juletræ.
Drægtige hopper bør ikke have adgang til et juletræ på folden. Dette skyldes at man hos kvæg har oplevet stor risiko for abort ved indtagelse af gran og fyrrenåle.
Når hestene har spist nålene af træet, vil de typisk afbarke grenene. Herefter kan træets grene fremstå meget spidse, og dette øger risikoen for skader, hvis hestene leger med det. Der er eksempler på heste som har fået mindre stiksår, fra sådanne grene, og hestens øjne er også i risiko. Så selvom det i langt de fleste tilfælde ikke skaber problemer at give hestene juletræet på folden, bør man være klar over at det kan have en risiko.
Stalden
Pynter man op med kristtorn i standen, som jo er meget dekorativt, skal man være opmærksom på at hænge det uden for hestens rækkevidde. Kristtorn er nemlig let giftigt for heste. I mange stalde kommer der også hunde, og mange har en staldkat. Her skal man være opmærksom på at både bær og blade fra kristtorn er meget giftigt for både katte og hunde.
Selvom de fleste ikke behøver nogen undskyldning for at kysse deres hest på mulen, så hører misteltenen jo julen til. Mistelten bør dog ikke medbringes i stalden, da den er særdeles giftig for både heste, hunde og katte. Efter indtagelse har man set eksempler på både maveproblemer, lav hjerterytme og vejrtrækningsproblemer.
Julestjerner er også mildt giftige for dyrene. De skal dog indtage en del før der ses symptomer på forgiftning.
Hænger man andre former for dekorationer op i stalden såsom lyskæder, skal man være opmærksomme på at disse ikke danner varme, som kan udgøre en brandrisiko. Gå efter de lyskæder som er lavet til udendørs brug. Man bør dermed også undgå brug af forlængerkabler til længerevarende brug i stalden, især hvis der ikke er opsyn hele tiden.
Kilder:
Clair Thunes – Are Christmas Decorations Poisonous to Horses?, TheHorse

Skriv et svar




Er sukkertop Gran giftig. Mvh Annie
Det er meget giftigt for katte og hunde. Jeg har ikke kunne finde noget specifikt omkring heste, men vil fraråde at heste indtager det.