Den bedste julegave
December startede med kontrolscanning af Arami’s ben, af gaffelbånds skaden som han fik i april måned.
Endelig var det det helt store smil dyrlæge Linus fandt frem, samt grønt lys for at starte genoptræning med Arami.
Det var en tidlig julegave, som jeg er MEGET lykkelig for.
Derudover er der kommet reglements ændringer inden for FEI , hvor den største ændring er at der kommer et nyt trin som skubbes ind mellem CNC100 og 1* , så 1* bliver til 2* , 2* bliver 3* og så fremdeles. Den nye titel for sværeste klasse bliver hermed CCI5*, hvilket så også passer overens med dressur og spring grand prix klassebetegnelse, så det giver en fin klarhed og forståelse når man taler med andre ryttere om military.
Kalenderen for det nye stævneår er også udkommet, hvilket altid skubber tankerne igang om næste sæsons mål.
Med Staugaards Fantastica på 6 år og Amequ Torino på 7 år, skal der stadigvæk trampes i stævnerutine pedalerne, og går det godt med dem, ligger Ungheste VM sidst på sæsonen som et fint mål.
For Torinos vedkommende er der også DM og NM som er inden for rækkevidde, men han har meget at lære endnu, så det er mest hvis alt bare flasker sig.
Arami skal jo først bygges op, styrkes og i form, og alt skal klappe. Hvis det gør det forventer jeg ham klar til militarystævner i maj/juni måned.
Jeg er utrolig taknemmelig for den støtte og opbakning jeg får fra Dangro, med et fantastisk foder som matcher alle mine hestes behov, et foder som giver både energi, spiselyst og velvære, i form af en struktur der gør sig rigtig godt i en hestemave.
Så jeg vil ønske alle de hårdtarbejdende medarbejdere på Dangro og alle de glade brugere af Amequ by Dangro en rigtig Glædelig Jul og et fantastisk Nytår.