En helt almindelig dag

23. feb 2017

Som hestemennesker gør vi ofte i andres øjne nogle mærkelige ting, står ekstra tidligt op, bruger mange penge på vores dyr/sport og vi kender alle udtrykket at ridesporten er en livsstil.

 

En helt almindelig dag i februar, ser for mig ud sådan her:

kl 5,10 ringer vækkeuret, jeg er desværre ret slem til lige at ligge og vågne med facebook og andet internet i 20 min/½ time. Jeg kommer i tøjet og får spist morgenmad.

Kl 6,10 kører jeg mod stalden, det er en tur på ca 20 min. Hestene får halvdelen af deres morgenmad, jeg rider den ene hest, hvorefter de får resten af deres morgenmad. Mens hestene spiser resten af deres mad fylder jeg et stort hønet med 10-15 kg hø, som jeg bærer op på deres fold og hænger op, så det er klar til dem når de kommer ud. 2-3 morgener om ugen tager jeg dog staldkatten til formålet, for der skal jeg også have 60 liter vand med op på folden og fylde deres vandbaljer.

Jeg er så heldig, at selvom jeg har mine heste stående på en rideskole, så har mine to heste fået deres egne folde. En sommer og en vinter. Det er selvpas, så jeg står selv for ind/udluk, foder, wrap, udmugning osv.

Da der er et godt stykke vej mellem mine folde og stalden har hestene gerne spist færdigt når jeg kommer tilbage til stalden. Så lukker jeg dem ud og kan begynde at muge boksene. Mine heste står på en blanding af træpiller og hampstrøelse. Jeg er mest glad for hampstrøelsen, da den er helt støvfri, men det er mere besværligt at muge ud i end træpiller.

Når jeg har muget fylder jeg deres slowfeeder hønet og hænger dem tilbage i boksene. Jeg vil skyde på at de hver får ca. 8 kg helt tør wrap til natten. Jeg vejer det egentligt ikke, de får bare alt det de kan spise. Der stort set altid lidt tilbage når jeg kommer om morgenen.

På dette tidspunkt er klokken gerne ved at være 9.15 og jeg kører derfor videre på job hvor jeg skal åbne butikken kl 10 hver dag. Jeg arbejder fuld tid som butikschef i koncernen Højlund Mølle, som er en kæde af grovvarebutikker på fyn. Her sælger jeg blandt andet hestefoder fra Amequ by Dangro samt andre fodermærker, rideudstyr, hunde og kattefoder, ja generelt en masse forskelligt til hus have og dyr. Det er super fedt at de to uddannelser jeg har begge er i brug i dette arbejde. Jeg er uddannet jordbrugsteknolog med speciale i heste samt salgsassistent. Derudover er det helt fantastisk at kunne arbejde med noget der virkelig interesserer mig.

Mens jeg er på arbejde er jeg ofte så heldig at en fra stalden er flink at gå op på folden og give mine heste deres frokost. Er vejret godt vil jeg helst have mine heste ude i den friske luft så meget som muligt.

Jeg lukker butikken igen kl 17, og er gerne retur i stalden ved 17.30 tiden ca. Her tager jeg hestene ind og de får lidt roepiller og lucerne i krybben. Så rider jeg den anden hest der ikke blev redet om morgenen.

Når det er gjort mangler jeg bare at blande foder til hestene til den efterfølgende dag.

På en dag som denne er jeg typisk hjemme ca. kl 19,30. Skal jeg dog ride undervisning eller selv undervise ender jeg nogen gange først hjemme kl 22.

Hver af hestene har ca 1 fridag om ugen, og jeg planlægger for så hvidt muligt at det ikke er den samme dag de har fri. Det giver lidt mere “fritid” de dage. Ca en gang om ugen er hestene på skridttur. Denne dag har jeg gerne min unghest med som håndhest, altså hvor jeg rider den ene hest, og har den anden med i et tov ved siden af. Ofte har jeg dog også en veninde til at skridte på den ene, således at de begge er på tur med rytter samtidigt. Det er lækkert ind imellem at kunne spare lidt tid og slå to fluer med et smæk.

Nå men summa sumarum er at jeg er utroligt lidt hjemme, stort set kune for at sove, spise og tage bad. Men hvorfor vælger man at være igang på den måde fra morgen til aften? Svaret skrev jeg i starten at indlægget. Det er en livsstil… Hestefolk gør det fordi de elsker dyrene, brænder for sporten og generelt bare har den bedste følelse og glæde når de er i stalden. Vi knokler i stalden, men vi hygger os også, vi er alle i samme båd hvad enten vi er til ture, military, dressur eller spring, så er vi alle sammen faldet for det dyr der bringer os sammen, hesten.

Del denne artikel
Relaterede produkter
Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ditte Katrine Oksen
Ditte er uddannet jordbrugsteknolog med hestespeciale og har været en fast del af Amequ by Dangro’s foderrådgivning siden 2018. Hun har stor viden om hestefodring og om Amequ produkterne, som hun har brugt til hendes egne heste siden 2013. Ditte er aktiv rytter indenfor militarysporten og har redet internationale stævner på 3* niveau. Hun har også erfaring indenfor avl, da hun selv har avlet hendes kommende military stjerne.
Relaterede blogindlæg
Fagligt
Hestens madpakke Ditte Katrine Oksen| 23. februar 2017
Som uddannet foderkonsulent, går jeg selvfølgelig rigtigt meget op i hvad mine…
Læs mere
Ambassadører
Military rytter om vinteren Ditte Katrine Oksen| 23. februar 2017
Som militaryrytter går vores sæson i Danmark fra ca. april til oktober.…
Læs mere
Fodermidler
Hvorfor giver vi hestene mash? Ditte Katrine Oksen| 23. februar 2017
Mash kan bruges på rigtig mange forskellige måder. Uanset hvilken grund der…
Læs mere
Vi er medlem af DAKOFO - Forum for hestefoder, som arbejder for bedre hestevelfærd i Danmark.