Military rytter om vinteren

13. dec 2016

Som militaryrytter går vores sæson i Danmark fra ca. april til oktober. I denne periode kører vi oftest land og rige rundt til stævner i både ind og udland. Hestene tilbringer meget tid i traileren og i stævnebokse, mens jeg ofte selv bor i min bil eller trailer under stævner.

Men hvad laver vi så om vinteren?

Vinteren er for mange militaryryttere og heste den periode hvor vi genoplader batterierne, og drømmer os til varmere vejr, terrænbaner og venskabelig hygge på stævnepladserne.

Mine heste går en del ned i gear om vinteren, alt afhængigt af hvor presset deres sæson har været. Mange heste holder helt fri i en periode. Min 18 årige hoppe Helle kan jeg dog ikke give helt fri. Hun skal på grund af hendes alder helst ikke stå stille for længe. Jeg holder hende derfor i gang med skridtturer og løsgørende dressur. Udover at holde mere fri fra hård træning er vinterperioden også den tid hvor vi øver os i spring og dressur så vi forhåbentligt er blevet dygtigere når den nye sæson starter op i foråret. En trend der er opstået de sidste par år er også indendørs terræntræninger, på flybare faste forhindringer rundt omkring i ridehusene. Sådanne træninger benytter jeg mig også af. Det var sidste år en rigtigt god mulighed for at introducere min unghest Jasmin for de faste forhindringer, på en let og overskuelig måde, under trygge rammer. Til Helle bruger jeg de indendørs træninger til at øve på de tekniske linier.

Jeg rider nogle spring og dressurstævner så vi hele tiden kan blive bedre, og for at måle om træningen går den rette vej, men oftest kun en enkelt dag ad gangen.

Sidst i januar starter den egentlige galop og konditionstræning ca for mig. Det kan meget ofte være lidt af en udfordring mht. de danske vejrforhold og frosne bundforhold. Her må jeg ind imellem improvisere lidt. Jeg kan huske i 2013 at vinteren holdt ved helt hen i april, og jorden var stadig frossen 14 dage inden jeg skulle til årets første militarystævne i Sverige. Jeg havde kunnet galoptræne på en strand, da saltindholdet i strandsandet holdt det frostfrit. Men jeg var frygteligt irriteret over at jeg ikke kunne få en eneste springtræning udendørs inden stævnet, især på terrænforhindringer. Jeg og min veninde, som også skulle med til samme stævne, besluttede os derfor for at læsse vores to heste i en trailer, og så alle de forhindringer vi kunne ind i en anden trailer. Og så kørte vi ellers afsted mod stranden, hvor vi fik sprunget i flot, men meget koldt vejr. Bunden var fortræffelig men vandet var frosset 30 meter ud fra stranden. Det blev derfor ikke til nogen træning af vand den dag 😉

At jeg går i gang med galoptræningen allerede i januar, når sæsonen først starter til april, er for at sikre at hestene er i tilstrækkelig kondition til at klare de opgaver jeg forlanger af dem, deres muskler, sener, knogler og lunger skal tilvænnes den øgede belastning langsomt, således at vi undgår skader, og at hestene er tilpasse og glade for at arbejde.

For at styrke dem rider jeg også mange skridtture på hård bund. Dette gør jeg ret ofte med den ene hest som håndhest, altså hvor jeg rider den ene, og har den anden med i en snor ved siden af. Dette sparer lidt tid i en travl hverdag.

Ud over træningen bliver der brugt en del tid på at planlægge hvilke stævner der skal rides den kommende sæson. Jeg tænker for eksempel på nu, om jeg tror på at min ældre hest Helle er fisk på endnu et Nordisk mesterskab, og i så fald, hvilke stævner jeg skal ride forinden mesterskabet, for at være bedst muligt forberedt. Der lægges derfor mange planer, og jeg har da også allerede planlagt begge mine hestes stævner i 2017 frem til og med juni. Planerne ændres ofte lidt hen ad vejen, alt afhængigt af hvordan stævnerne forløber, om en hest har brug for at springe et stævne over, eller måske vil have gavn af et ekstra.

En helt anden side er sagen, er også at vinterperioden er tiden hvor vi har mulighed for at arbejde lidt ekstra, for at tjene nogle penge sammen til alle de store fantastiske internationale stævner vi drømmer om at ride den kommende sæson. Selvom jeg altid sparer hotellet væk, har en stor madpakke med hjemmefra osv. så er ridning på konkurrenceniveau ikke billigt. Lange transporter, broafgifter, færgeture, startgebyrer og opstaldningsudgifter i forbindelser med stævner og træning kan trække tænder ud. Om sommeren er tiden mindre til at arbejde, da vi ofte bruger forlængede weekender til stævner. Dette er også grunden til at jeg sjældent holder ferie. Jeg bruger mine feriedage og feriepenge på stævnerne – fordi det er det der gør mig gladest. At tilbringe 3 dage på en stævneplads med mine skønne heste, sammen med en masse venner og veninder, som man oftest kun er sammen med til stævner, da vi bor spredt i hele landet, det er den bedste ferie for mig. Og lige som så mange andre ferier, så trænger man oftest til en ferie når man kommer hjem 🙂

Vi klør på og træner altså frem mod sæson 2017, med høje forventninger, drømme og håb.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ditte Katrine Oksen
Ditte er uddannet jordbrugsteknolog med hestespeciale og har været en fast del af Amequ by Dangro’s foderrådgivning siden 2018. Hun har stor viden om hestefodring og om Amequ produkterne, som hun har brugt til hendes egne heste siden 2013. Ditte er aktiv rytter indenfor militarysporten og har redet internationale stævner på 3* niveau. Hun har også erfaring indenfor avl, da hun selv har avlet hendes kommende military stjerne.
Relaterede blogindlæg
Hanne Wind Ramsgaard
Militarysæsonen skudt igang Hanne Wind Ramsgaard| 13. december 2016
Amequ Torino på 7 år, fik lov til at åbne denne sæson…
Læs mere
Maria Pejtersen - Stald Nordic
Årets første terræntræning Maria Pejtersen| 13. december 2016
Så er foråret skud i gang! Der er givet lempelser i Corona-land…
Læs mere
Hanne Wind Ramsgaard
Årsplanlægning og vintertrænings-motivation Hanne Wind Ramsgaard| 13. december 2016
Januar er måske ikke lige den mest sprudlende måned for os hestemennesker…
Læs mere
Vi er medlem af DAKOFO - Forum for hestefoder, som arbejder for bedre hestevelfærd i Danmark.