
Heste og graviditet
Så er jeg heldigvis snart færdig med at være babyhotel. Ikke at jeg på nogen måde kan klage over min graviditet, da jeg stadigvæk kan det meste, og ikke har nogen særlige smerter…… men stadigvæk føler jeg mig nu temmelig flodhesteagtig.
Hestene er super søde, jeg rider dem selv let et par gange i ugen, det strammer lidt i maven og det er klart bedst i let sæde, men jeg nyder de små ture og lidt let springning. Derudover har jeg Sofie til at arbejde dem lidt mere igennem, fast to gange i ugen, så de ikke går helt i stå.
Det er normalt for mine heste at de bliver droslet ned når vi kommer til november og december måned, efter militarysæsonen, og så stille og roligt starter op med konditionsopbyggende arbejde i januar / februar måned.
Jeg mener ikke, at jeg skal kræve hårdt arbejde af dem hele året, ej heller forsøge at fylde på deres harddisk hele tiden, det bliver de efter min mening ikke bedre af, og risiko for overload/stress/mavesår bliver større.
Foderet skifter jeg fra Performance til Active Care, det fungerer super godt.




