
Mens vi venter på føl.
I august måned skrev jeg et blogindlæg, om min gamle hoppe Helle, som var kommet i fol. Nu er ventetiden forhåbentligt snart ved at være ovre, da hun har termin ca. 15. april. Helle har generelt taget drægtigheden rigtigt flot, og hun har fået en fin stor mave. Det er meget mærkeligt at se sin ellers toptunede militaryhest, med så stor en kampvægt.
Her den sidste tid presser føllet ekstra meget på hende indefra, og jeg kan se på hende at hun er godt belastet. Det er derfor netop nu ekstra vigtigt at jeg er opmærksom på at hun får spist og drukket nok. Hun er i forvejen ikke nogen let hest at holde huld på, så udover at hun får Amequ Omega-3 Junior, så får hun også både Maxi Rice og LinoCrunch. Hun får alt det wrap hun kan spise, både på fold og i stalden. Hun har desuden de sidste par uger gået på fold om dagen, hvor der også er græs.
For at sikre mig at hun får væske nok, bruger jeg både MetaFiber og MetaMash med rigelige mængder vand. Hendes urin blev for 14 dage siden meget mørk, og dyrlægen sagde at det var vigtigt at hun fik nok væske. Føllet presser højst sandsynligt på det hele indvendigt, og det kan nedsætte hoppens spise og drikkelyst.
Ca. to måneder før termin blev hun vaccineret, hvilket meget heldigt faldt sammen med hendes årlige vaccinering, og en måned inden termin fik hun en ormekur.
Tilbage er der derfor kun nu at være klar til føllets ankomst. Jeg har i den forbindelse fået sat et overvågningskamera op i stalden, så jeg fra mit soveværelse af, kan se hele hendes boks. Det er rigtigt rart at kunne overvåge hende lidt før tid, så jeg kan danne mig et billede af hvordan hun normalt opfører sig om natten, så jeg kan se, hvis hun ændrer adfærd.
Det er første gang jeg har en hoppe som skal fole, så jeg har helgarderet mig, og købt en folingsalarm også. Den tog jeg i brug for en uges tid siden, da hun der viste mælkeperler på yveret. Det har hun ikke rigtigt haft siden, men jeg har alligevel gjort det til en vane, at hun nu står med alarmen hver nat. Så er hun vænnet til den, og jeg er mest tryg ved at hun har den på.
Jeg føler mig derfor nu helt klar til føllets ankomst, og jeg er meget spændt på når folingen går i gang. Som jeg skrev er det min første gang, og jeg er sikker på at det bliver en kæmpe stor oplevelse.
Min hoppe Helle er efter Helenikos/Waldstern, og hingsten hun er insemineret med er Kanango Ask. Så kryds fingre for os, at alt går vel, og at vi snart har en lille mini Helle til at rende rundt på foldene. Og må i andre som også venter på føl have held og lykke med jeres hopper.




