Min lille røde hjemmeavlede forhjulstrukne scooter
Min hest Amequ Torino, som jeg rider military på, har jeg selv avlet, på min DV bronze medalje hoppe Staugaards Flying Colours, som jeg købte på DVs elite føl auktion i 2008. Da Colour var 3 år ifolede jeg hende ved DV hingsten Toulouse.
Da Torino blev født var han så lille som et ponyføl og skævbenet, så jeg var ret bekymret for om det nogensinde ville blive en holdbar ridehest! De første par måneder fik han efter dyrlægens anvisning, begrænset foldtid. Og de skæve ben rettede sig af sig selv.
Jeg har ikke haft travlt med Torino, og feks ikke forsøgt at kvalificere ham og ride Ungheste VM med ham, som jeg gjorde med hans mor i 2014. Af flere grunde, hans gangarter er fra naturens side ikke prangende, da han er ret forhjulstrukken. Og så er han jo kun 163 cm høj, så jeg gav ham noget tid til at vokse, hvilket jeg ku ha sparet mig, ha ha!
Nå men hvorom alting er, så står jeg nu her 8 år senere, med min hjemmeavlede lille røde forhjulstrukne scooter og skal starte DM i den kommende weekend. Det bliver hans debut i 3*, så jeg glæder mig til at se hvordan han takler, at der bliver skruet op for sværhedsgraden på alle aspekter.
Optakten til Senior DM, var DM for klubhold forrige weekend på Kallehavegaard . Her leverede vi vores hidtil bedste slutscore i 2* og vandt, meget overraskende, GULD medaljer med Værløse Rideklub holdet!
Hvorom alting er, så er Torino en hest som jeg havde bladret væk fra i en salgsannonce, og ikke en som jeg havde gidet starte bilen for at ta ud at se på. Men hans ukuelige gåpåmod, glimt i øjet, arbejdslyst og vilje, og hans glade “ja hat”, gør at vores historie sammen slet ikke er slut endnu, for jeg er nysgerrig og bliver nød til at se hvor langt vi kan nå, mig og lillefisen!