Sukker og stivelse – sådan regner du den ud
Over det sidste årti er det procentvise indhold af sukker og stivelse blevet en afgørende faktor, når de danske hesteejere kigger på nyt foder.
Procentdelen af stivelse i et foder fortæller kun halvdelen af historien. Når man sammenligner foder og stivelsesindhold, er den daglige udfodringsmængde nemlig mindst lige så vigtig at have for øje.
Vidste du for eksempel, at et foder med lav sukker- og stivelsesprocent sagtens kan tildele hesten mere sukker og stivelse om dagen end et foder med højere procenter?
Eksempel:
Lad os sige, at du har en hest på 500 kg i let arbejde. Du kan nu vælge imellem 3 forskellige foderprodukter til din hest.
Produkt 1:
Sukker: 3 %
Stivelse: 5 %
Daglig anbefalet udfodringsmængde: 2000 gram
Produkt 2:
Sukker: 6 %
Stivelse: 8 %
Daglig anbefalet udfodringsmængde: 1000 gram
Produkt 3:
Sukker: 10 %
Stivelse: 12 %
Daglig anbefalet udfodringsmængde: 500 gram
Du er måske blevet anbefalet foder, som sammenlagt indeholder maksimalt 10 % sukker og stivelse. Dette vil udelukke, at du kan benytte produkt 2 og 3, og du vælger derfor produkt 1, da dette er det eneste produkt af de tre, som lever op til kravet.
Men hvordan ser tildelingen af sukker og stivelse ud, hvis vi regner indholdet i % om til daglig tildeling i gram?
Du kan udregne den daglige tildeling i gram med denne formel:
Daglig mængde foder i gram*(procent/100)
For de tre førnævnte produkter vil regnestykkerne se således ud:
Produkt 1:
Gram sukker pr. dag: 2000*0,03 = 60
Gram stivelse pr. dag: 2000*0,05 = 100
Samlet tildeling af sukker og stivelse pr dag = 160 gram
Produkt 2:
Gram sukker pr. dag: 1000*0,06 = 60
Gram stivelse pr. dag: 1000*0,08 = 80
Samlet tildeling af sukker og stivelse pr dag = 140 gram
Produkt 3:
Gram sukker pr. dag: 500*0,10 = 50
Gram stivelse pr. dag: 500*0,12 = 60
Samlet tildeling af sukker og stivelse pr dag = 110 gram
Konklusion:
Du skulle vælge et foder med et lavt indhold af sukker og stivelse, og ved at se på det procentvise indhold, valgte du produkt nummer 1. Netop fordi du ikke så på udfodringsmængden, og omregnede indholdet til gram pr. dag, valgte du det produkt, som tildelte din hest mest sukker og stivelse pr. dag.
Som du kan se i regnestykkerne ovenfor, så er den daglige udfodringsmængde afgørende for, hvor meget sukker og stivelse hesten får om dagen fra krybbefoderet.
Udfodringsmængden vil også have betydning for om hesten kan holde huld på produktet eller ej. Ikke alle heste kan nøjes med 500 gram krybbefoder om dagen, men det er stadig vigtigt at kigge på sukker og stivelsesindholdet, sat i forhold til udfodringsmængden.
Se på det samlede kalorieindhold:
Er din hest overvægtig, er det ikke kun indholdet af sukker og stivelse, som er afgørende for hestens vægt. Du bør også kigge på foderets samlede energi/kalorieindhold, og igen omregne dette til den samlede tildeling om dagen.
Dette gælder især for hestens grovfoder, som godt kan have et højt indhold af kalorier/foderenheder, selvom sukkerprocenten er lav.
Har du brug for individuel vejledning?
Du er altid velkommen til at skrive til os på foderplan@dangro.com, og du kan bestille en gratis foderplan, via dette link: https://dangro.com/bestil-foderplan/