
Årets første terræntræning
Så er foråret skud i gang!
Der er givet lempelser i Corona-land og årets første træning på terrænbanen i Langå er blevet afviklet. Endelig!
Det har godt nok været en tam vinter, uden stævner, uden undervisning og uden indendørs terræntræninger. Men nu er vi i gang igen og udsigten til stævner er også at ane forude.
My var i hopla og var helt med på opgaven… piloten skal vist lige støves af først.
Formen minder pt mest om en semi-drægtig hoppe for My’s vedkommende. For lidt motion pga frost og lidt for meget wrap (jeg vægter højt at mine heste altid har adgang til stråfoder), men My havde taget det gode humør med og formen finder vi igen.
Hvis alt går efter planen (pga corona-restriktioner) så rider vi årets første militarystævne den første weekend i april. Jeg har ikke helt besluttet mig for, om vi ligger roligt ud med en cnc80 eller vi går lige på med en cnc90, som vi kun nåede en enkelt af sidste år.
Dog har jeg i samarbejde med Amequ’s foderkonsulent besluttet, at prøve at give My den nye Omega-3 Performance Care 1-2 uger frem mod stævnet, for at se om hun lige kan hjælpes til det sidste overskud hun mangler, når vi skal ud på en længere tur i terrænet.




