Fodring af den nøjsomme hest

22. jun 2017

Hvis du har en nøjsom hest ved du hvor svært det kan være at holde den slank, og selvom det er fristende ved du også at døgnfold med græs som regel resulterer i fedtdepoter og alt for mange kilo på sidebenene. Men hvordan løses udfordringen med sommergræs så, og hvad med stråfoder, hvor meget er for meget og hvor lidt er for lidt?

 

Hvorfor er det skadeligt for din hest at være overvægtig?

I afmagt, og måske uvidenhed, har mange hesteejere desværre opgivet at slanke deres heste. Men overvægt er en alvorlig sundhedstilstand, som der bør reageres på. Videnskaben viser at fedtvæv (kropsfedt) er mere end blot et kalorieholdigt lagringsorgan. – Det er et aktivt væv, der udskiller hormoner og inflammatoriske proteiner, hvor hormonerne spiller en vigtig rolle i hestens energibalance og mæthedsfølelse.

Samtidig er overvægt årsag til mange flere problemer som:

  • EMS & forfangenhed
  • Større risiko for ledsmerter og skader
  • Dårlig termoregulering
  • Mangel på energi
  • Negativ adfærd
  • Forstyrrelser i østrocyklusen hos hopper
  • Større risiko for lipomer/fedtknuder

 

Overvægt hos heste – et stigende problem

Overvægt blandt heste er et stigende problem, og flere undersøgelser viser at op mod 50% af alle heste er overvægtige. Et sekundært problem til dette er at mange hesteejere ikke selv kan se at deres heste er overvægtige, og derfor ikke reagerer på problemet.

Et af årsagerne til det stigende problem er forkert fodring, hvor hesteejeren overfodrer med både krybbefoder og stråfoder. Overfodring med krybbefoder sker ofte fordi hesten fodres efter aktivitetsniveau, hvor hesteejeren fejlvurderer på den reelle arbejdsmængde. Definitionerne på aktivitetsniveau kan også være lidt ”flyvske”, men her er nogle retningslinjer:

  • Vedligehold = alt under ”let arbejde”
  • Let arbejde = ca. 1 times ridning 5-6 dage om ugen på let niveau
  • Moderat arbejde = ca. 1½ times ridning 6-7 dage om ugen på middelsvær niveau
  • Hårdt/intensiv arbejde = intervaltræning, galoptræning, løbsheste, militaryheste, springheste og dressurheste på topniveau.

Samtidig er det selvfølgelig også vigtigt at se på om foderet passer til den enkelte hest. Så har du en nøjsom hest, bør du kigge efter et foder der er lavt på sukker og stivelse, og hvor udfodringsmængden ikke er for høj. Vi anbefaler en udfodringsmængde på max. 150 gram pr. 100 kg hest og max 7% samlet sukker/stivelse til en nøjsom hest i vedligehold/let arbejde.

 

Overvægtig hest på sommergræs

Hvis en nøjsom hest skal gå på sommergræs uden at blive overvægtig kræver det at den motioneres min. 1 time 5-6 dage om ugen hvor pulsen kommer op, og på trods af motionen vil den måske alligevel tage på. Har du ikke mulighed for at motionere din hest så meget eller har den brug for ekstra motion, kan du overveje at anlægge en vandrefold. I en vandrefold tilgodeses hestens naturlige behov for motion og stisystemerne stimulerer hesten til at vandre efter føde, vand, læ, flok mm så den derved selvmotionerer. I en vandrefold er der som regel ikke græs på stierne, og du har derfor mulighed for nemmere at styre indtaget – evt. med stribegræs eller stråfoder i hønet rundt på sporet. Hvis du er interesseret i at vide mere om vandrefolde kan du søge på google eller blive medlem af grupperne ”Vandrefolde” eller ”Paddock Paradise Denmark” på Facebook.

 

Hvor meget hø er for lidt?

Hvis hesten går i vandrefold om sommeren og fodres med hø, eller hvis hesten fodres med hø om vinteren, er det fristende at skære mængden ned til nærmest ingenting for at slanke hesten. Men med hestens begrænsede mængde krybbefoder, er det vigtigt at stråfoderet er af god kvalitet og udfodres i passende mængde. Hvis hesten ikke får græs eller lucerne bør mængden af hø ligge på omkring 2% af hestens vægt, altså ca. 2 kg pr 100 kg kropsvægt. Hvis hesten skal tabe sig bør mængden reduceres til 1,5% af hestens vægt, altså ca. 1½ kg pr 100 kg kropsvægt. Selvom det ikke lyder af den store forskel, så bør mængden aldrig komme under de 1,5%, da en mindre mængde nemt skaber gastrointestinale problemer. Hestens vægt kan estimeres ved brug af vægtmålebånd, og herefter kan du nemt regne ud hvor meget stråfoder din hest bør have.

Der er delte meninger om effekten af at udfodre hø i småmaskede hønet. En undersøgelse* viser at hesten kan spise 1,5 kg hø pr. time uden hønet og 0,86 kg pr time i småmaskede hønet (2,50cm huller) hvorved den mindre mængde stråfoder til nøjsomme heste, kommer til at række længere. Andre forsøg viser at nogle heste kan spise ved samme hastighed om høet udfodres i hønet eller ej, så her må man nok prøve sig frem for at se hvordan det fungerer for den enkelte hest.

Ud over mængden af hø, er det også vigtigt at se på næringsindholdet i høet. Har du en nøjsom hest er det en god idé at købe hø med analyse, hvor du kan se at næringsværdien er lav. Fodrer du med hø der har en høj næringsværdi vil hesten tage på.

Vil du læse mere om grovfodertyper og grovfodermængder, kan du læse meget mere i dette blogindlæg: “Hvor meget grovfoder får din hest?”

 

Den bedste foderplan til den nøjsomme hest

For at kunne sammensætte den bedste foderplan til netop din nøjsomme hest, har vi brug for mere viden om hvor meget hesten trænes og hvilket stråfoder den får og om den tidligere har være forfangen mm… Hvis du udfylder skemaet på dette link, har vi alle de oplysninger vi har brug for, for at kunne udarbejde en foderplan til dig: https://dangro.com/bestil-foderplan/

*Martinson, K., E. Glunk, and W. Weber. The effect of hay net design on rate and amount of forage consumed by adult horses. University of Minnesota Extension.

Del denne artikel
Relaterede produkter
Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede blogindlæg
Maria Pejtersen - Stald Nordic
Vægttab med succes Maria Pejtersen| 22. juni 2017
Hvad gør man, når ens fjordhest arter sig som en ”ægte” fjordhest…
Læs mere
Foder udfordringer
Mere energi til overvægtig hest Dangro Nordic| 22. juni 2017
Mange efterspørger et foder der kan give deres overvægtige hest mere energi…
Læs mere
Maria Pejtersen - Stald Nordic
Mindre krybbefoder, men mere energi Maria Pejtersen| 22. juni 2017
Kan en hest opretholde nok energi på stråfoder/græs, et minimum af krybbefoder…
Læs mere
Vi er medlem af DAKOFO - Forum for hestefoder, som arbejder for bedre hestevelfærd i Danmark.