Forfangenhed / laminitis hos heste

Et tema vi gang på gang snakker om indenfor hestehold og fodring, er forfangenhed eller laminitis som det også hedder. De fleste har også helt styr på, at det er stivelse og et højt sukkerindhold i foderet der kan føre til, at hesten bliver syg. I det følgende vil jeg forklare forskellige processer, som vi ser hos forfangne heste og hvad vi skal være opmærksomme på, med forbehold for at der stadig forskes meget på området. For forståelsens skyld ser vi først kort på hovens struktur.

Hovens struktur:

Hoven består inderst inde af forskellige knogler. Nederst har vi hovbenet, som går over i kronbenet og kodebenet. De tre knogler svarer til vores langefinger. Det er således en meget fin struktur, der bærer hestens vægt og kun kan dette, fordi hoven fungerer som buffer og er rigtig god til at absorbere stød. Sunde hove er således altafgørende for hestens trivsel. Uden om hovbenet har vi hovkapslen, som er den del af hoven, vi ser. Hovbenet og hovkapslen bliver holdt sammen af såkaldte lameller, som ligner små fimrehår, der griber fat i hinanden og holder fast. Lamellerne kaldes også Laminae. Deraf navnet Laminitis hvor endelsen itis er det latinske ord for betændelse. På den ene side kommer lamellerne fra hovbenet og går ud til hovkapslen, fra den anden side kommer de ude fra hovkapslen og griber fast i lamellerne fra hovbenet. Lamellerne der går ud fra hovbenet, er forsynet med en masse blodkar og nerver og er derfor meget følsomme. Forsyningen af hovens andre strukturer samt dele af benet sker igennem bevægelsen af hovkapslen og lamellerne. Det som i første omgang ser ud som en fast struktur, er i realiteten utrolig bevægelig. Når hesten træder ned i jorden, bliver ballerne trykket fra hinanden og hoven udvider sig. Løfter hesten hoven opstår der et sug, som lader blodet cirkulere. Uden denne cirkulation vil hovens strukturer langsom degenerere, da de ikke får næring.

Forfangenhed/laminitis:

Forfangenhed er et samlebegreb for flere sygdomsbilleder hos hesten. Som tidligere nævnt betyder ordet laminitis betændelse i lamellerne, man ved dog i dag, at dette ikke er en tilstrækkelig definition. En bedre forklaring er helt simpelt degeneration eller ødelæggelse af lamellerne og sænkningen og rotation af hovbenet. Betændelsen opstår hyppigst pga. insulinresistens, men også systemisk inflammation udløst af infektion, hormonelle forandringer, skader på hoven eller traume, emotional stress opstået pga. en ulykke uden fysisk skade, selv overdosering af visse mineraler kan føre til forfangenhed. Disse forskellige årsager kan kategoriseres som inflammatorisk laminitis, hormonel laminitis og mekanisk laminitis.

Inflammatorisk laminits:

Den mest kendte er den form for forfangenhed, som viser det ’klassiske’ sygdomsbillede. Hesten fodres med høje mængder af stivelse og/eller sukker. Stivelsen optages via kornprodukter, mens sukkeret optages fra frisk græs eller hø.

Når solen skinner danner sukkeret (sukrose), så græsset kan vokse. Er det koldt mens solen skinner, vokser græsset langsommere og mængden af sukker ophobes i græsset. Planten vil gemme sukrosen og sætter flere sammen til fruktan. Når hesten spiser græsset, bliver sukrosen optaget i tyndtarmen, er mængden for stor, vil den dog fortsætte til stortarmen. Fruktan kan ikke rigtig optages i tyndtarmen og vil primært fortsætte til stortarmen. Her vil tyktarmsbakterien (Streptoccocus bovus) fermentere, altså ”spise” sukkeret og formere sig. Det fører til, at andre bakterier bliver undertrykt og dør. Derudover vil der under fermentationen opstå mælkesyre, som ændrer miljøet og pH-værdien, hvilket fører til bakteriel massedød. Når bakterierne dør, bliver der dannet såkaldte endotoksiner. Endotoksinerne vil blive optaget i blodet og derved fortsætte ned til hoven. Dette i sig selv er ikke så problematisk. Der findes flere teorier for hvordan endotoksinerne påvirker hoven. En teori er, at endotoksinerne fremmer aktiviteten af enzymet MMP (matrix metalloproteinase) som normalt sørger for vækst og heling af hoven. I store mængder har det dog den modsatte effekt og bliver ødelæggende.  Det samme ser vi, hvis for store mængder korn bliver fodret og hesten ikke er i stand til at fordøje alle kulhydraterne i tyndtarmen. Desværre er videnskaben ikke helt enig på dette område og der er behov for mere forskning.

Er bakteriebalancen først påvirket, påvirkes også andre processer i kroppen. Normalt vil bakterierne fermentere fiber til flygtige fedtsyrer (VFAs), som hesten bruger som vigtig energikilde i forskellige organer. Når disse flygtige fedtsyrer ikke står til rådighed, må organerne gribe tilbage på sukkeret (glucose) som energikilde. Hos sunde heste er dette normalt ikke noget problem for en kort periode. Lider hesten dog af insulinresistens (se metabolsk forfangenhed), vil de celler, der er ramt af insulinresistens ikke få tilført nok energi, da de ikke kan optage sukker. Teorien går på at hovens celler derfor degenerere og går i stykker. Desværre er kilderne ikke helt enige på dette område.

Endotoxiner bliver ikke kun dannet i stortarmen. De kan også dannes ved tilbageholdt efterbyrd eller andre infektiøse sygdomme, som derpå kan føre til en inflammatorisk forfangenhed.

Også den metaboliske forfangenhed har et inflammatorisk aspekt via såkaldte cytokiner, som er den del af inflammationskaskaden.

Metabolisk forfangenhed:

Den metaboliske forfangenhed udgør den langt største del af forfangne heste og omfatter ofte de heste, der lider af Cushings (PPID), EMS eller er overvægtige.

Insulinresistens beskriver en situation i kroppen, hvor insulinreceptorerne ikke længere er følsomme over for insulin og derved ikke længere kan optage tilstrækkelige mængder af sukker i vævet. Der findes flere grunde til insulinresistens, men helt konkret hvorfor heste bliver resistente, ved man ikke. Genetisk disposition eller cytokinpåvirkning er bare to muligheder. Insulin reguleres også sæsonalt af hormonet ACTH hvilket kan påvirke nogle heste. Insulin har en hel række effekter på kroppen som øget blodtryk, nedsat blodcirkulation via vasodilation og betændelsestilstande i blodkar og organer.

Optager hesten store mængder af sukker og stivelse, bliver dette lagret i fedtdepoter som befinder sig på nakkekammen, foran skulderen, omkring manken, bag skulderen, over ribbenene, i nyreområdet og lige over haleroden. Specielt fedtet på nakkekammen, samt bag skulderen og over haleroden har vist sig at være relevant for metabolisk forfangenhed. Fedt danner såkaldte proinflammatoriske cytokiner, som har indflydelse på insulinen i fedt- og muskelvæv. Heste som er insulinresistente, vil have et stigende blodsukker, da muskelvævet ikke kan optage sukkeret i tilstrækkelige mængder. Sukkeret lagres i stedet som fedtvæv og der dannes flere cytokiner. Dette starter en ond cirkel af insulinresistens og inflammation.

Er kroppen resistent over insulin kan blodkarrene ikke udvide sig og blodet flyder for hurtigt igennem vævet. Dette fører til at vævet ikke iltes nok og skades. Derudover påvirker insulin forskellige receptorer, som styrer væksten af hoven såkaldte ”growth factors”. Er der for meget insulin, vokser hoven ukontrolleret. Hvis den epidermale (epiderm = hud) del af hoven bliver påvirket til at vokse hurtigere, kan lamellerne mellem hovkapslen og hovbenet ikke følge med og blive skadet. Til sidst bliver de revet fra hinanden og hovkapslen løsner sig. Er cellerne påvirket vil lamellerne langsomt slippe og hovbenet blive trykket længere og længere ned mod sålen. I værste tilfælde vil den bryde igennem. Der kan også opstå hovbensrotation, hvor hovbenet drejer sig i forhold til hovkapslen. Det sker også i sjældne tilfælde, at hovkapslen løsner sig helt.

Fedt i hestens krop har ikke kun indflydelse på dannelsen af cytokiner. Det har også indflydelse på enzymer som HSD (11-beta-hydroxysteroid dehydrogenase), som øger produktionen af cortisol i kroppen. Stres har den samme effekt og øger cortisolniveauet. Begge kan ifølge nogle kilder føre til insulinresistens.

Andre faktorer der har indflydelse på insulinresistensen, er sygdomme som Cushings (PPID), EMS osv, men også fødeafsavn kan føre til forfangenhed. Dette er utrolig vigtigt specielt i forhold til overvægtige heste. Stopper man med at fodre hesten for at få den til at tabe sig, vil kroppen gå i overlevelsesmodus. Den vil prøve at holde på fedtdepoterne. Først når den spiser igen, vil kroppen begynde også at forbrænde fedt. Så problemet er ikke for meget foder, problemet ligger hos den overflødige mængde af sukker og stivelse. I stedet skal hesten have en masse godt lavenergi hø og foder.

Mængden af sukker er højest i græssets stængler. Så længe planten vokser, vil den sukrose, som dannes ved fotosyntesen, bruges af planten og indholdet være moderat. Også græssorten vil have indflydelse på sukkerindholdet. Sukkerindholdet er højest i nyslået græs og på de årstider, hvor solen skinner samtidig med lave temperaturer, som vi ofte ser både til efteråret og om foråret. Det er altså vigtigt, at hesten stadig får konstant mulighed for tilgang til foder. Mangler den energi suppleres der med fx olie.

Ved de metaboliske forfangenheder ses også nogle gange heste der bliver forfangen pga. medicinering. Medicin der enten baserer på cortisol eller føre til insulinresistens på anden vis, vil i nogle tilfælde føre til en forfangenhed.

Endvidere skal man i denne sammenhæng også nævne IGF-1 (Insulin-like Growth Fractor-1), selvom påvirkningen ind til videre kun er delvist beskrevet. IGF-1 er ikke insulin, men et hormon der ligner insulin. Pga. dette kan IGF (Insulin Growth Factor) altså insulin, binde til IGF-1 receptorerne som påvirker væksten af hovkapslens sekundære lameller. Dette fører til ukontrolleret deling af cellerne i hoven.  Hvorfor dette sker er ikke beskrevet. Der er dog også blevet observeret at insulin nedregulere IGF-1 receptorer i lamellerne. Hvordan altså præcis IGF-1 fører til forfangenhed og insulins rolle i denne kaskade, er ikke helt opklaret.

Mange af de ovennævnte symptomer kan også ses hos hestene om vinteren og fører til den såkaldte vinterforfangenhed. – For at læse mere omkring vinterforfangenhed følg linket: https://dangro.com/forfangenhed-omvinteren-kan-det-lade-sig-goere/

Mekanisk forfangenhed

Ses ikke så hyppigt. Heste der er blevet skadet, vil udvikle mekanisk forfangenhed hvis de overbelaster det modsatte ben. Den form for skader det oftest omfatter er brud, hovskader, seneskader og lignende, hvor hesten ikke kan støtte på benet over en længere periode. Det modsatte ben vil blive overbelastet. Den præcise proces er dog ikke helt forstået endnu.

At komme forfangenhed til livs og førstehjælp

Den nemmeste måde at forebygge forfangenhed på er simpelthen ved at undgå den helt. Første skridt er at sørge for, at hesten får grovfoder af god kvalitet i de anbefalede mængder (mellem 1,5-2kg grovfoder pr 100kg hest). Men også et afstemt fuldfoder i forhold til race og bevægelsesintensitet er vigtig. Derudover er fold-pleje et af de punkter som hyppigt overses. Men lige det punkt er altafgørende i forhold til forfangenhed. Overlader man folden til sig selv, vil nogle græssorter klare sig bedre end andre og diversiteten forsvinder. Sørg også for at hestene bliver indgræsset langsomt og at de nøjsomme hesteracer ikke går for meget ude, specielt når vejret er koldt og solrigt. Er græsset blevet slået så vent med at lukke hesten ud på fold, indtil græsset er vokset igen. Der findes også mange fodermidler og tilskud, som hjælper hesten med at regulere insulinniveauet og fordøjelsen. Den vigtigste faktor vil dog altid være motion. Dette gælder dog ikke nødvendigvis heste med Cushings (PPID). Bliver hesten ikke motioneret i tilstrækkeligt omfang, kan det være svært at holde den korrekte vægt. Her er der specielt tale om de hesteracer, som let holder huld. Derudover har motion en positiv effekt på insulin og insulinresistens, forbrænder fedt som mindsker udskillelsen af bl.a. cytokiner og det regulerer betændelseshormonerne i kroppen.

Er man så uheldig, at hesten alligevel er blevet forfangen, skal dyrlægen kontaktes omgående. Jo længere tid man lader hesten gå ubehandlet, desto større risiko er der for permanent skade. Det er også af fordel at stille hoven i kold vand. Værd opmærksom på at det kun hjælper i akutte tilfælde og ved toksisk forfangenhed. Smerten lindres og det forringer udviklingen af skaden på lamellerne. Vandet skal være så kold som muligt gerne isvand og skal gentages de første par døgn. Derudover stilles hesten hvis muligt i en boks med sand eller dybstrøet spåner. Dette giver den mulighed for at træde tåspidsen ned i sandet eller spånerne, hvilket aflaster hoven og mindsker risikoen for hovbensrotation. Der tages også kontakt til smeden i sammen råd med dyrlægen, sådan at et passende beslag kan findes. Hesteejeren skal være opmærksom på, at hesten skal beskæres hver 4-6 uge for at have den bedst mulige effekt på hoven.

Sammendrag:

Der findes mange grunde, sikkert flere end der er nævnt her, til hvorfor hestene bliver forfangen. Mange af disse grunde er både blevet bevist og modbevist, hvilket kan gøre det svært at forholde sig til litteraturen.

Videnskaben er dog enig om at insulinresistens pga. for meget sukker og stivelse, samt sygdomme som EMS og Cushings (PPID) går hånd i hånd, ligesom at overvægt spiller en central rolle. Der sættes heller ikke spørgsmålstegn ved, at nogle raser rammes hyppigere end andre, hvilket kan føres tilbage til genetiske disposition. Dog kan alle heste rammes af forfangenhed uafhængig af alder, race, sygdomsbillede mm.

Ligesom vi er forskellige, er vores heste det også. Vil man undgå forfangenhed, kræver det, at vi som ejer tager stilling til den enkelte hests behov og tilpasser dens kost til hestens fysik, race, alder og bevægelsesniveau. For at hjælpe hesten bedst muligt er en nøje beregnet foderplan og en sund varieret kost afgørende.

Copyright på billederne tilhører strohm.de