Giv hesten varmen gennem fodring
Vi går en kold tid i møde, og mange har givet deres heste dækkener på. Nogle fordi hesten ikke selv kan holde varmen af en eller anden årsag, eller fordi man vil undgå at hesten sveder for meget under ridning. Dækken hindrer hesten i at sætte en kraftig pels, og nogle vælger at klippe hesten, som derved kræver at hesten får dækken på, som erstatning for dens pels.
Indbygget varmekilde
Men hesten har faktisk sin egen indbyggede varmekilde, hvilket er ret nyttigt i vores til tider meget kolde klima. Nede i hestens stortarm befinder der sig mikroorganismer, som nedbryder træstofferne cellulose og hemicellulose (læs mere om dette i vores artikel ”Hestens fordøjelse”). Når mikroorganismerne nedbryder de to typer træstoffer, dannes der varme. Der findes meget af de to fordøjelige træstoffer i græs, og derved også i hø og wraphø, men også i lucerne. Heste der fodres med dette, vil derfor også bedre kunne holde varmen. Hvis man i stedet fodrer sin hest overvejende med korn og halm, opnår man ikke den samme effekt. Lignin, som der er meget af i halm, er et træstof som mikroorganismerne ikke kan fordøje. Derfor dannes der heller ingen varme. Så ved at give hesten godt grovfoder det meste af døgnet, kan man hjælpe den til at holde varmen.
For at opnå denne varme, som mikroorganismerne danner, kræver det selvfølgelig også at der er en masse mikroorganismer til stede. Jo flere mikroorganismer der er til stede, jo større fordøjelighed vil der også være. Her er det vigtigt at forsyne hesten med grovfoder i form af græs (hø, wraphø) og lucerne, så mikroorganismerne har noget at leve af. Giver man sin hest store mængder korn, dannes der meget syre i mavesækken. Kommer der meget syre ned i stortarmen, bevirker det at mange mikroorganismer vil dø. Færre mikroorganismer giver lavere fordøjelighed, og derved også dårligere udnyttelse af foderet og mindre afgivelse af varme. Så godt grovfoder giver ikke kun varme, men også en velfungerende fordøjelse.
Her hos Dangro anbefaler vi som minimum 1½-2 kg godt grovfoder pr. 100 kg hest om dagen. Mængden må meget gerne være højere, og når vi taler godt grovfoder er det hø eller wraphø. Vi har i det meste af vores foder tilsat lucerne, grønpiller og andre fiberkilder, og i nogle af vores produkter er der ingen korn. Så kan man passe godt på mikroorganismerne.
Det varme måltid
Man kan også vælge at give sin hest noget varmt at spise. Vi har hos Dangro vores Omega-3 UrteMash, der er en mash som kan blødes op i varmt vand. Bruger man varmt vand, kogt i fx en elkedel, er mashen opblødt i løbet af få min. Så har man et varmt og velsmagende måltid til sin hest, når den er kølet nok af til at hesten kan indtage den.