Vigtigheden af godt grovfoder
Kvalitetsvurdering
Fodringen af enhver hest, bør tage udgangspunkt i grovfoder af god kvalitet. Grovfoder dækker over wrap og hø som udgangspunkt. Halm og frøgræshalm anbefales ikke som grovfoder, da halm indeholder for mange ufordøjelige fibre, og frøgræshalm har samme tendens, samtidigt med at det ofte er af for dårlig kvalitet med henblik på støv og svampesporer.
Med god kvalitet menes grovfoder som ikke støver eller indeholder svampesporer, samt har et højt indhold af nærringsstoffer og fordøjelige fibre. Man kan vælge at få taget en analyse af sit grovfoder, men man kan også på gammeldags vis se meget med sine sanser. Grønt hø er bedre end hø som er gult eller brunt, og det skal have en let sødlig behagelig duft. Hvis man klemmer en håndfuld hø i sin hånd, bør det ikke stikke i fingrene. Er stråene meget stive og hårde er græsset blevet slået for sent, og næringsindholdet vil være forringet.
Ved at lægge hø i blød inden udfordring kan man nedsætte mængden af svampesporer og støv med hele 88%. Dette kan være gavnligt for heste som får problemer med luftvejene af støvet hø.
Ved at iblødsætte hø kan man desuden nedsætte indholdet af sukker, hvilket kan være gavnligt til nøjsomme racer, og heste med tendens til forfangenhed. Man skal dog være opmærksom på at mængden af nogle næringsstoffer også vil reduceres.
Udfodring
Alle heste bør som minimum tildeles 1,5-2 kg grovfoder per 100 kg legemsvægt dagligt. Hesten er fra naturens side skabt til at græsse mindst 12 timer i døgnet. Dette har deres fordøjelseskanal indrettet sig efter, og hesten har derfor en meget lille mavesæk, som ikke tåler for lange pauser mellem grovfoderindtag. Sker dette vil mavesyren danne mavesår, som kan være generende for hestens velbefindende, og de kan hindre hesten i at optage næringsstoffer.
Mange hesteejere forlader deres heste om aftenen efter at de har givet dem grovfoder til natten. Næste morgen er det hele spist, men gad hvide hvor mange timer det er siden at hesten løb tør? Hesten sover ikke som vi mennesker op til 8 timer om natten. De hviler flere gange i løbet af dagen, og sover gennemsnitligt kun rigtig søvn mellem kl. ca 2 og 5 om natten. Så har hesten spist alt sit grovfoder om aftenen er der mange timer til der fodres næste morgen. Som hovedregel bør hesten maksimalt gå uden adgang til fiberrigt foder i 4 timer.
Mange heste kan med fordel fodres med grovfoder ad libitum. Altså hvor de simpelthen får lov at spise alt det grovfoder de har lyst til, og aldrig får lov at løbe tør.
Har man en hest som let bliver overvægtig eller som forspiser sig ved fri adgang til grovfoder, kan man med fordel dele portionerne op i små måltider, således at hesten over døgnet bliver forsynet ofte, men med små mængder. Til disse heste kan grovfoder fra senere slæt anbefales da næringsindholdet vil være lavere. Det er også en mulighed at erstatte dele af grovfoderrationen med TimO3 eller EspO3 som begge er meget lave på sukker/kalorier.
For at sikre at hesten er længere tid om at spise sit grovfoder, og samtidigt spiser det langsommere, kan man benytte slowfeeder hønet, hvor hullerne er mindre end ordinære hønet. Dette vil også sikre at hesten beskæftiges længere tid af gangen.
Generelt er det bedre at udfodre grovfoderet i mange mindre portioner, frem for en eller to store. Foruden at holde hesten sund og rask, virker grovfoderet nemlig også til at holde hesten beskæftiget. En hest som bare står og keder sig, i en boks eller på en jordfold er ikke tilpas ret længe af gangen. De begynder ofte at vandre langs hegnet, eller spiser at bokse og træpæle.
Rigtigt mange hesteejere går rigtigt meget op i hvilket kraftfoder deres heste skal have, og bruger rigtigt mange penge på det. Kraftfoder er meget dyrt sammenlignet med grovfoder, men min vurdering er at mange kunne spare en del penge på kraftfoder, ved at tildele hesten større mængder af grovfoder. Dette er selvfølgelig en individuel vurdering der skal tages for hver enkelt hest.
Alternativer
Nogle gange kan det være svært at skaffe grovfoder af god nok kvalitet, og i store nok mængder. Mange ridecentre udbyder opstaldning med hø eller wrap, men hvor hesten kun tildeles måske 6 kg om dagen, eller måske endda mindre. Er der ikke mulighed for at hesteejeren kan have grovfoder opmagasineret på ridecenteret opstår der et problem. Her kan man med fordel supplere hestens grovfoder med andre gode fiberkilder. Det kan være TimO3, EspO3, MetaFiber, roepiller, lucerne eller andre græsprodukter. Disse fodermidler er rigtig gode fiberkilder med høj fordøjelighed. Ulempen ved de typer der er i pilleform og skal opblødes, er dog at de ikke giver samme beskæftigelse og tyggetid som wrap, hø og de snittede varianter. – En god ide kan derfor være at kombinere det opblødte med de snittede varianter, så hesten opnår længere tyggetid – det kan også anbefales at kombinere fiberkilderne med hestens krybbefoder. På denne måde sker der en øget spytproduktion, og hestens udnyttelse af kraftfoderet vil stige.
Til nogle heste kan det også være nødvendigt at finde alternativer til af andre årsager. Rigtigt mange heste kan ikke tåle wrap, da det giver dem diarré, og andre heste kan ikke tåle tørt hø, da der er for stor risiko for støvdannelse, og hosteudbrud.
Det er langt fra altid let at være hesteejer, og alle heste er forskellige lige som vi mennesker. Sørger vi dog for en sund kost og godt management omkring vores heste, vil vi også få en glad og veltilpas hest ud af det.
Hej min pony kan ikke tåle hø. Dem hun går på sommerfold med kan ikke tåle wrap og de er faktisk et rigtig godt hold🙏🏻❤️. Og nu render vi ind i vintersæsonen. Det vil sige hun igen i år skal på enefold hele vinteren da hun får wrap og de tre andre hø. Er der noget alternativ til det som i kan foreslå så de kan blive ved at gå sammen. Min har prøvet at få gø 6 gange over de sidste 4 år og det er gået galt hver gang. .
Hej Pernelle.
Beklager det sene svar.
Ved du hvorfor din hest ikke kan tåle hø? Hvilke symptomer viser den når det går galt?