
Vejen til EM – del 2.
Den danske vinter kan vist siges, at have været temmelig atypisk i år.
Tror ikke jeg kan mindes, at vi nogensinde har haft en vinter uden sne (i skrivende stund, her midt i februar måned) og med de mængder af vand.
Frost har vi næsten heller intet set af, men som militaryrytter, så har det bestemt kun været en fordel.
Som et ret nyt tiltag, så er der et par klubber, der er begyndt at afvikle såkaldte ’wintergames’ dvs. udendørs terrænstævner i vintermånederne – og således var My og jeg afsted til sådan et i januar måned på Kallehavegård i Randers.
Konceptet går i sin enkelthed ud på, at der sættes en masse faste forhindringer op på en springbane og så rider man ellers en runde, næsten ligesom til et alm. springstævne.
Her til stævnet, var vi da også en tur ude af springbanen, for at ride vandkompleks og banket.

Som til et alm. militarystævne, så har man en idealtid man skal forsøge at nå og være så tæt på som muligt. Overskrider man den fejlfrie tid, så får man 0,4 strafpoint pr. påbegyndt sekund.
Udfordringen ved dette stævne var for vores vedkommende, at tempoet var sat som hvis man red i terræn, dvs. 400 m/min. Banen var 980 m. lang og med 14 forhindringer, så det gav os en idealtid på 2 min. 27 sek.
Man kan nok regne ud, at med så mange forhindringer på et forholdsvis lille område, så giver det ikke plads til lange galopstrækninger og det er netop her, vi plejer at kunne indhente lidt på tiden. Vi nåede da heller ikke tiden, men vi havde en super fed tur og My var helt i sit es og havde nul fejl på forhindringerne.
Det er skide sjovt, at ride military og der er virkelig noget for alle niveauer! Her til stævnet kunne man ride 60 cm til 110 cm. Så det kan varmt anbefales, at komme ud og prøve kræfter med det 🙂
Jeg kommer også til, at bruge terrændelen som en del af træningen frem mod EM i spring for fjordheste.
Dels er det en super afvekslende træning og My elsker det, og dels hjælper den til, at øge både udholdenhed og tempo.
Efter en hård træning eller stævne, får My altid en lækker omgang AfterWork mash.
Mashen er fyldt med antioxidanter og elektrolytter og hjælper hende til en god restitution efterfølgende.




