
2021 – En avlssæson med udfordringer
Så er vi ved at være godt på den anden side af bedækningssæsonen 2021 – i hvert fald for de fleste hingsteholderes vedkommende.
2021 har for mange hoppeejere betydet en væsentlig større mængde grå hår på hovedet, for i år har rigtig mange hopper drillet. Enten er de gået om, dvs. at de ikke er blevet drægtige i første, andet eller måske tredje forsøg – og flere har helt måttet opgive.
Min egen erfaring har været, at det især har været følhopperne og hopper der er sprøjtet i brunst, der er gået om. Andre har sikkert en anden oplevelse, men generelt hører man fra både dyrlæger og avlere, at det har været rigtig besværligt i år.
Sådan nogle år kommer der ind imellem og den mest logiske forklaring på problemerne i år må være, at vi havde et usædvanligt langt og koldt forår og derfor kom hopperne simpelthen ikke i brunst.
Når de så endelig kom i brunst, enten af sig selv eller ved hjælp af hormonsprøjte, så var brunsterne meget svingende. Nogle hopper stod med fine æg og var klar til at blive bedækket/insemineret, men de viste ikke brunst og andre havde enten meget lange- eller meget korte brunster.

Selvom der nu er godt et halvt år til, at vi igen skal i gang med bedækningerne, så skal hopperne ikke bare gemmes af vejen her hen over vinteren!
Faktisk skal man som hoppeejer allerede nu begynde at forberede sin hoppe til næste sæson, men hvad skal man allerede have fokus på nu?
Hoppens foderstand:
Hoppen skal være i korrekt foderstand, dvs. hverken for tynd eller for tyk. Specielt overvægtige hopper har svært ved, at starte en brunstcyklus op.
Diegivende hopper skal have ekstra opmærksomhed allerede nu så deres foderbehov dækkes, da det kræver meget energi at producere mælk i store mængder.
Hoppen skal ligeledes være dækket godt ind med vitamin og mineral, og særligt et tilskud af Omega-3 menes at have en positiv indflydelse på hoppens hormonkoncentrationer, samt på den follikulære vækst – altså æggets vækst.
Det kan være en rigtig god idé at få lavet en foderplan til din hoppe, med fokus på at den skal ifoles til foråret. Så du er sikker på at få det optimale udgangspunkt inden dagene bliver længere og brunsterne (forhåbentlig) blomstrer.




