Højt at flyve … Dybt at falde. – Når angsten tager over.

– Og en lang historie kort 😉

Et kendt ordsprog, der egentlig er meget kendetegnende min karriere som rytter.

Jeg startede min tid som ponyrytter på den lokale rideskole, hvor jeg var blevet lokket med af min kusine. Allerede 2. gang jeg sad på en elevpony, blev jeg introduceret for et spring og efter få år som elevponyrytter, så endte jeg med at ”hænge ud” med de store tøser på rideskolen og red lidt på deres heste og ponyer.

Min første pony var en fjordhest… er ret atypisk en af slagsen dengang, tilbage i ’97. Han lød (eller led) af navnet ’Jesper Olsen’ og gik både landsstævner i military og distriktsstævner i spring.

Min karriere som springrytter tog rigtig fat, da jeg byttede Jesper med min kusines tossede polske xx/DV. En lille hest på 152 cm, men som havde et hjerte af guld og under kyndig vejledning af springrytter Lone Kromann, så fik vi redet en del LA’ere (120 cm) og vist også nogle få MB’ere (130 cm).

I en årrække arbejdede jeg som rytter i forskellige stalde. Jeg fik en rigtig fin DV-hoppe efter Ladoga, en hoppe der kunne ’hoppe huse’ og som jeg altid sprang stort på og red MA (140 cm) til stævne og 150-160 cm til træninger.

Men…. En helt almindelig onsdag, hvor vi red vores sædvanlige undervisning, sker der et eller andet i min hjerne!?

Jeg havde lige redet en fin runde på en 130 cm høj bane, som så blev sat op til 140 cm. Det havde aldrig været et issue med højden før, men lige den sommeraften, der gik klappen ned…

Jeg blev fra det ene øjeblik til det andet, fuldstændig nervøs og overanalyserende og samtlige dårlige tanker om ”hvad nu hvis vi styrter” eller ”hvad nu hvis jeg rammer en forkert afstand”. Jeg mistede ganske enkelt kontrollen over samarbejdet mellem min hjerne og min krop, og jeg kunne INTET få til at fungere med springningen. Jeg blev bare mere og mere bange og angstens grimme ansigt grinede mig lige op i hovedet.

Jeg følte mig som en kæmpe fiasko, for hvad var det lige der skete og hvorfor kunne jeg ikke længere bevare min selvkontrol?

Enden blev, at jeg solgte min springhest og lagde springningen totalt på hylden… i 10 år!

Men hvad så nu? For dem der har fulgt lidt med, de vil jo hurtigt kunne konkludere, at jeg både springer og rider military 😉

Og jo, det er faktisk også lidt en sjov historie…

For jeg havde på et tidspunkt en tidligere opstalder (nærmere betegnet Dangros fodrekonsulent Ditte), som havde fået den her hest, som hun var begyndt at ride military på og det var jo helt fantastisk… Så fantastisk, at hun syntes, at jeg skulle smide min lille palominoaraberhingst i traileren og køre med ud på en terrænbane – OG RIDE MILITARY! 😱

Ja go’daw, undertegnede her havde på daværende tidspunkt ikke redet over så meget som en bom på jorden og så ville hun have, at jeg skulle med ud på en terrænbane og ride på faste forhindringer? Ah vel, det lød i hvert fald som verdens dårligste idé i mine øre!

Ditte har en overtalelsesevne uden lige, så jeg endte selvfølgelig på den her terrænbane, med min lille palominohingst og jeg sendte et hurtigt blik ud over banen, i håbet om, at finde den her lille bitte træstamme jeg lige kunne skridte over, inden jeg kunne sadle af og køre hjem i trygge rammer igen… Jeg var i den grad ude af min comfort zone! Men den lille hingst havde en fest, trods det også var hans første tur på en terrænbane og hans energi og gåpåmod smittede så meget af på mig, at jeg endte med at ride en del 80-90 cm høje forhindringer ❤️

Efterfølgende fik jeg en skøn DV/xx hoppe, som jeg endte med at ride CNC100 på (det er 105 cm på springbanen og 100 cm i terrænet), en hest som rykkede gevaldigt ved mine grænser og mit mod!

Det har været en lang proces at nå hertil og jeg har aldrig fundet årsagen til min angst? Jeg har ikke lige den der episode, som jeg kan sige, at det er dét, der har været den udløsende årsag… Jeg tror bare, at bægeret er blevet fyldt op med tiden, med styrt og div. ulykker heste.

Uanset hvad, så kommer jeg aldrig til at ride 140 cm på en springbane igen. Jeg kommer heller aldrig til at ride CNC100 military igen.

Men ved du hvad 😉 Det er også fuldstændig ligegyldigt! Jeg har fundet glæden i min ridning nu og jeg har stadig en masse mål jeg vil opnå – på det niveau, hvor jeg har den rette følelse i maven og hvor ridningen ikke skal føles som en kamp for overlevelse.