Mit liv med heste

Denne gang et lidt anderledes, men meget personligt blogindlæg. Jeg har lyst til at tag jer med på min rejse hvor det hele startede med hestene og til hvor det er i dag. Jeg håber at i vil finde det interessant. 😊

Jeg var 9 år gammel da jeg startede til ridning – dengang på en rideskole i Storkøbenhavn. Jeg fik den roligste og mest dovne pony de havde, da jeg bestemt ikke var modig. Jeg fik også en trækker til at trække ponyen rundt mens jeg red. Dette stod på i et år, da jeg ikke turde ride uden min trækker. Efter jeg lærte at ride uden trækker og jeg fandt ud af det faktisk også gik godt uden trækker. Så kunne det ikke blive vildt nok, om det var med eller uden sadel det var lige meget. Selvom jeg faldt af, så var det bare op igen og så fuld fart på. Når vi sprang, så var jo højere jo bedre, der var intet der kunne blive vildt nok.

Jeg blev hurtigt overbevist om jeg gerne ville være berider og bare leve af at ride. I 2011 flyttede jeg derfor til Malling (lige udenfor Århus) 17 år gammel, her skulle jeg gå på landbrugsskole i et halvt år for så at komme til optagelsesprøve på berideruddannelsen.
Heldigt for mig bestod jeg optagelsesprøven og kunne nu starte i lære. Her fandt jeg et lærested, som virkede godt for mig. Jeg glædede mig til at komme i gang, jeg var frisk på hver oplevelse og elskede at tilride og tog hver en udfordring op. Desværre måtte jeg efter mange ufrivillige afsidninger, af mange tilridningsheste, erkende hvor farlig sporten egentlig kan være. En af hestene fik desværre sparket mig i ansigtet, så jeg brækkede kindbenet og senere hen fik jeg voldsomt ondt i min lænd. Faktisk fandt jeg flere år efter ud af jeg har haft brækket min lænd.
Der gik det op for mig, at det faktisk godt kunne gå seriøst galt når man arbejder med heste. Jeg blev så bange for alle tilridningsheste, hvilket fik mig til at føle mig som en KÆMPE fiasko! Hver gang jeg blev bange igen røg jeg længere og længere ned, og jeg blev pludselig bange for stort set alle heste uanset alder. Dagene føltes som om de aldrig sluttede. Hver gang jeg var færdig med at ride på de heste jeg frygtede mest, så talte jeg ned til jeg skulle ride dem igen. På den mådefølte jeg, at jeg red rundt på dem dagen lang, hvilket jeg selvfølgelig ikke gjorde.
Jeg stod tilbage med et opgivet håb, om at jeg nogensinde skulle blive berider. Hvilket jo havde været min drøm og en samtidig givet mig en følelse af det var mit kald.

Jeg havde et år tilbage for at blive exam. træner, men jeg var blevet så bange for det hele. Jeg ringede derfor ind til uddannelsesvejlederen og sagde jeg ville stoppe, men hun fik mig overbevist om at fortsætte et nyt lærested og gøre det sidste år færdigt.
Jeg fik derfor skiftet lærested – hvilket var rigtig sundt. Frygten for tilridningshestene var der stadig, men her blev der taget rigtig meget hensyn.

Jeg tog min trænereksamen i 2016 og valgte at stoppe derefter pga. min fortsatte frygt for tilridningshestene. Jeg valgte at det ikke var titlen som ”berider” eller ”træner” der skulle afgøre om jeg var dygtig.

I starten af 2017 valgte jeg at gå selvstændig. Jeg synes det til tider kan være udfordrende at være selvstændig, hvilket det specielt var i starten. Hver en fri- eller sygedag betyder du ingen penge tjener, samtidig ved man ikke altid hvordan den næste måned ser ud, om der er kommer nogle nye heste ind i ridning eller om der er nok undervisning i kalenderen. Der er selvfølgelig også mange gode ting ve dta være selvstændig. Det er bl.a. alt den frihed man har, jeg planlægger selv mine dage og jeg bestemmer selv hvilke heste jeg sætter mig op på.

Jeg var hos en coach, som gav mig mange gode værktøjer så jeg på den måde kunne bearbejde min frygt. Noget jeg har brugt mange år på, og noget jeg aldrig kommer mig over, men i dag har jeg accepteret det. Jeg er mere modig end jeg har været i flere år. Derudover føler jeg, at jeg som træner er vokset, pga. det jeg selv har være igennem. Jeg har i den grad lært utrolig meget og har siden da hjulpet en del ryttere med at bearbejde deres frygt.
Det vigtigste, når man er bange, også selvom man måske godt ved at det er dumt, det er at styre de advarselssignaler ens hjerne sender ud. Derfor er det vigtig at have en træner eller hjælper der tager dig seriøst, lytter til dig. Nogle gange er det ikke hestens tempo man skal tag tingene i, men i rytteres tempo hvis man har brug for ekstra tid til at føle sig tryg i situationen.

Jeg oplever som træner at mange ryttere er utrolig ambitiøse og målrettede – hvilket er utrolig dejligt!
De går meget op i udvikling og i at styrke deres hest eller pony, men jeg føler ofte at vi i processen af uddannelsen af vores heste og ponyer, glemmer den mentale udvikling af rytteren. Det synes jeg spiller en kæmpe faktor for det endelige resultat. Jeg møder mange ryttere der elsker at træne diverse øvelser, men de glemmer at have fokus på det mentale hos sig selv.

At vi som ryttere ikke bliver negativt påvirket når hesten laver en fejl, eller at vi bæger nag hvis hesten laver lidt ballade. Vi har brug for at lave fejl, da fejl er vundet erfaring. Vi har brug for at lave fejl for at opnå succes, de er nemlig byggestenene for din succes. Vi skal ikke lade fejl og fiaskoer stoppe os, vi skal bruge det som drivkraft – vi skal lærer af dem og så komme endnu stærkere og klogere tilbage efter vi har fejlet og følt os som fiaskoer. Der er ingen der trives i nul-fejlstruktur, heller ikke din hest.

Jeg håber at dette blogindlæg har været med til at inspirere dig.

• Sally Lundquist, Lundquist Dressage, ambassadør hos Amequ